Guide til bedste WiFi router

Er du på udkig efter en ny WIFI router? Eller måske endda den bedste router? Hvilken trådløs router, du skal vælge, afhænger af, hvor meget og hvordan du bruger dit netværk. Det har nemlig stor betydning for valget, hvorvidt I bor flere sammen, som gamer, surfer og streamer på smartphones, laptops, tablets og TV’er, eller du blot bor alene.

 

Vi elsker WiFi, og vi bruger det stort set hele tiden – og det er sjældent, vi egentlig skænker det en tanke, for det ”er der jo bare”. Vores smartphones er dog faktisk tilknyttet et WiFi netværk mere end 50 % af telefonernes tændte tid. I takt med at den digitale tidsalder udvikler sig, fylder vi også vores hjem med flere og flere trådløse enheder. Alt fra smartphones, tablets, computere, laptops, fjernsyn, smarte enheder, højtalere til virtual assistents som Alexa og Google Home skal alle kobles op igennem den samme port – nemlig din WiFi router.

 

Det stiller naturligvis også krav til dit trådløs internet, og hvis du er blandt dem, der stadig har en router fra udbyderen, kan der både være bedre rækkevidde og øget signalstyrke at hente ved at skifte til en ny. Det skyldes, du ofte får en mere ”skrabet” WiFi router hos udbyderne, hvis du ikke selv punger ekstra penge i.

 

Udvalget af trådløse routere fra forskellige producenter er enormt, og det kan indimellem være en jungle at finde rundt i. I denne artikel guider vi dig gennem junglen af routere, og vi gennemgår egenskaber og funktioner, du skal holde øje med, når du skal på udkig efter en ny WiFi router.

Artiklen kan indeholde affiliate-links der gør, at Teknikihjemmet.dk modtager en lille procentdel af fortjenesten hos vores samarbejdspartnere, hvis du vælger at handle hos dem.

Hvad er en router?

En router hjælper dig med at få trådløst signal i huset, og det er en boks, der både modtager og sender information mellem dine enheder og internettet. Hvor man i begyndelsen skulle tilkoble sig sin router via kabler, benytter langt de fleste sig i dag af en trådløs router, således de kan koble flere enheder på.

 

En trådløs router forbinder ganske enkelt alle dine forskellige enheder, som er koblet på et netværk. For at blive en smule mere teknisk, er det routeren, som bestemmer og styrer, hvor digitale informationer (datapakker) sendes hen. Hvis du ikke ved, hvad datapakkerne kan, så er det netop dem, der gør det muligt for dig at tilgå hjemmesider, downloade mails og apps, uploade billeder, streame musik, film og serier og meget mere.

 

Lad mig forenkle processen og snakken om datapakker. Alle enheder, som er tilkoblet et netværk, har deres egen IP-adresse. Det kan på mange måder sammenlignes med adresser, som vi kender det i bybilledet. Du og din nabo har hver jeres adresse, og det har din smartphone og din laptop altså også. Før du får adgang til en side eller app, skal pakken forbi routeren, som herefter bestemmer, hvilken IP-adresse den skal sendes til. Easy as that!

 

Læs også vores Guide til Philips Hue

 

Hvad skal jeg være opmærksom på? 3 overvejelser i forbindelse med valg af trådløs router

Før du dykker ned i det enorme udvalg af trådløse routere, er det fornuftigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvilke behov du har. På den måde indsnævrer du automatisk udvalget, og du kommer ét skridt tættere på din nye WiFi router. For at hjælpe dig en smule på vej, har jeg samlet en række spørgsmål, du kan tage udgangspunkt i. Skulle der opstå andre spørgsmål undervejs, tilføjer du dem naturligvis blot til listen nedenfor:

 

  • Hvor mange enheder skal tilsluttes den trådløse router? Hér kan du godt forvente at få en længere liste, da flere af os faktisk ejer en del aggregater, som er tilsluttet WiFi. Har du mange enheder, skal du altså sørge for at finde en router, der kan håndtere dette.
  • Hvor høj en hastighed har du brug for? Hvis I er flere på internettet ad gangen, og hvis der er gamere og streamere i husstanden, kan du godt forvente, der bliver lagt stort beslag på forbindelsen. I forlængelse heraf kan det også være en god idé at kigge nærmere på routere, som er gode til at prioritere specifikke linjer af data som f.eks. Netflix eller Steam.
  • Hvor stort et område skal den nye WiFi router dække? Der er meget stor forskel på, hvorvidt den kommende router skal dække en 1-værelseslejlighed eller et 200 kvm stort hus. I sidstnævnte scenarie kan det også være nødvendigt at benytte en WiFi extender. Skal den dække en større bolig, bør du gå efter en WiFi router med ekstra lang rækkevidde.

 

Sidste ting, du altid bør have in mente, er, hvorfor du ønsker at udskifte din router. Det er sjældent, man udskifter sin router ”bare fordi”, og derfor finder du typisk også svaret på dine behov til en kommende WiFi router ved at stille netop dét spørgsmål.

Hastigheden er alfa og omega for dit valg af WiFi router

Når du skal investere i en ny WiFi router, er det vigtigt, du har især hastigheden for øje. Har du ikke det, kan du nemlig ende med at smide penge efter en router, som slet ikke matcher dine behov i hjemmet. Dette vil de fleste naturligvis gerne undgå. Der findes routere med forskellige hastigheder, og i dag har de mest gængse modeller hastigheder på mellem 150 mbps og 450 mbps. Måske har du en ældre router med hastigheder på mellem 10 og 50 mbps, og i så fald er der stort incitament til at skifte den ud. I dag bør du gå efter 802.11n routere, som tilbyder standardhastigheder på 450 mbps.

 

Til trods for, du får fingrene i en WiFi router med den hurtigste forbindelse, kan du ikke forvente, den har en direkte effekt på hastigheden af dit internet. Har du eksempelvis en 60 mbit forbindelse, vil den hastighed forblive, selvom din router kunne dirigere højere hastigheder. Hastigheden oplyst fra producentens side tager heller ikke hensyn til forhindringer i hjemmet, som mure, gulve og loft, der kan blokere signalet eller svække det. Står du over for at have en bolig i flere plan, eller blot en stor bolig, kan du med fordel kigge nærmere på WiFi extender, der hjælper med at sikre bedre signal i de dele af boligen, hvor det er svagt.

 

 

Forstærk dit WiFi signal med disse 4 hurtige råd

Oplever du, at dit WiFi signal er langsomt eller forsvinder? I så fald er det måske på høje tid at få gjort noget ved det. Langsomt internet er både frustrerende og irriterende, og årsagen til det kan skyldes flere ting, som vi præsenterer dig for nedenfor.

 

Læs også “Kan du høre din røgalarm?”

 

Placering af router

Placeringen af din WiFi router har stor betydning for, hvordan signalet arter sig. Mange har deres router placeret i et teknikskab i den ene ende af huset, men det kan ganske enkelt give problemer med signalet i den anden ende, da det kan have svært ved at nå. Som skrevet i forrige afsnit kan tykke mure, flere etager og badeværelser også være med til at svække signalet. Du skal derfor sørge for at placere din WiFi router et centralt sted i hjemmet, eller i det mindste tæt på de enheder, der skal på nettet.

Benyt dig af en WiFi extender

En WiFi extender, eller WiFi forstærker, kan også hjælpe med at forbedre signalet i de dele af hjemmet, hvor det er svagt eller har en tendens til at forsvinde. Er din routers signal ikke stærkt nok til at dække hele hjemmet, til trods for du har placeret den fordelagtigt, kan du med fordel investere i en WiFi extender. Du skal dog ikke placere din WiFi extender hvor som helst. Den skal nemlig helst placeres imellem routeren og det område, du ønsker signalet skal nå hen til.

 

Skift kanal på routeren

Det er måske de færreste, der tænker over det, men signalet fra din WiFi router bliver sendt ud på en netværkskanal. Det betyder, at er der flere i det område, du bor i, der benytter den samme kanal, vil det sænke og påvirke din hastighed. Det er heldigvis muligt at skifte kanal, således dit signal bliver dirigeret ud via en mindre brugt kanal. For at skifte kanal skal du via en webbrowser og routerens IP-adresse, ind i routerens indstillinger.

Test, hvor hurtigt dit netværk er

Du kan nemt og enkelt teste dit netværk derhjemme og dermed finde ud af, om årsagen til den langsomme hastighed eller dårlige forbindelse skyldes routeren eller udbyderen. Siden Speedtest.net er blandt de sider, hvor du kan teste hastigheden af dit netværk i forhold til ping-hastighed, download-hastighed og upload-hastighed. Ping-hastigheden viser, hvor hurtigt data rejser ud på internettet og tilbage igen og download-hastigheden viser, hvor hurtigt data rejser fra internettet og til dig. Upload-hastighed viser, hvor hurtigt data rejser fra dig og ud på internettet. Du kan endda måle hastigheden forskellige steder i boligen, således du f.eks. kan placere din WiFi extender bedst muligt.

 

Vi har i denne guide været omkring de væsentligste ting i valget af din næste WIFI router. Vi håber du fik svar på dine spørgsmål, så du kan få hurtig og stabilt internet i dit hjem. Har du spørgsmål til artiklen eller har du bare brug for vejledning til dit at vælge dit produkt er du altid velkommen til, at skrive en kommentar nedenfor eller sende en mail på kontakt@teknikihjemmet.dk